Chinchillaer i fangenskab
Af Susanna Dahlgren
Oversat af Pia Nørgaard
Chinchillaen lever i naturen i Sydamerika, men i slutningen af 1800-tallet begyndte man at holde den i fangenskab. Der var dog ikke tale om kæledyr, det var først langt senere man begyndte på dette.
Den tidlige historie
De første mennesker der kom i kontakt med chinchillaen var Chincaindianerne som jagtede den for dens kød og pels. Da Inka-folket besejrede dem, blev chinchillaen et krigsbytte. De eneste der måtte bære pelsen var højt ærede Inkaer. Der blev dog ikke ført noget rovdrift, og der fandtes stadig mange chinchillaer i bjergene.
Europæerne og Chinchilleros
Først i 1500-tallet fik den vestlige verden kendskab til den utroligt bløde chinchillapels, da spanierne tog den med sig hjem fra deres togter til Sydamerika. Pelsene blev givet til kongelige, men var ikke specielt populære, først i 1700-tallet kom pelsene på mode. På denne tid fandtes der masserer af chinchilla jægere, de såkaldte Chinchilleros. Interessen for pelsene var stigende over de næste århundrede, og der blev eksporteret over en million skind fra vilde chinchillaer til vesten.
Chinchillaer i fangenskab – ikke det letteste?
I begyndelsen af 1900-tallet var situationen så alvorlig, at regeringen i Sydamerika var tvunget til at stoppe for jagten. Til sidst forbød man alt jagt på chinchillaer, og man opmuntrede i stedet folk til at forsøge sig med at opdrætte dem i fangenskab. Mange forsøgte at tage chinchillaer ned fra Andesbjernene, for at holde dem i fangenskab, med i langt de fleste tilfælde gik det ikke særlig godt, og forsøgene mislykkedes.
Mathias F. Chapman og de 11 chinchillaer
Chapman var en amerikansk guvanør, som i 1918 fik besøg af en indianer, der havde en lille chinchilla med sig i et bur, han ville sælge. Chapman købte chinchillaen og blev meget fascineret af det lille dyr. Han begyndte at studere dem nøjere, og udviklede en plan for at skaffe et antal dyr til USA. På dette tidspunkt, fandtes der ikke mange chinchillaer, og mellem 1919 og 1922 lykkedes det Chapman at få fat i 11 chinchillaer.
Nu skulle det bare lykkes at få dem ned fra bjergene, og siden hen få dem med til USA. Chapman gav sig god tid til nedstigningen, og ved behov køledes dyrene ned med is, for at de ikke skulle tage skade af klimaforandringerne. Samtidig forsøgte han at få tilladelse til at tage chinchillaerne med sig hjem. Efter et afslag, fik han til sidst tilladelsen.
Ham kom frem til USA den 21. februar 1923 og startede sin første chinchillafarm. Der opstod en del problemer, men til sidst, efter han havde forsøgt at bygge bure, som mindede om deres naturlige miljø, begyndte det at gå bedre.
Efter Chapman
Efter Chapmans død startede flere farme i både Nordamerika og Europa. Man importerede endda flere chinchillaer fra Sydamerika, for at være specifik 132 dyr til USA og 40 til Norge. Disse avledes ind i de tidlige chinchillafarme, men på trods af det, kan alle chinchillaer stadig spores tilbage til Chapmans oprindelige 11 dyr.
Det var først efter Anden Verdenskrig, chinchillaen begyndte at blive spredt ud til resten af Europa, og I 50’erne blev der etableret farme i flere europæiske lande, blandt andet Sverige og Danmark. Det var først i 60’erne at chinchillaerne begyndte at blive solgt som kæledyr til en fornuftig pris (ca. 1000 kr i USA), frem for de 30.000 kr et par kostede, bare et par år tidligere.
Oversat af Pia Nørgaard
Chinchillaen lever i naturen i Sydamerika, men i slutningen af 1800-tallet begyndte man at holde den i fangenskab. Der var dog ikke tale om kæledyr, det var først langt senere man begyndte på dette.
Den tidlige historie
De første mennesker der kom i kontakt med chinchillaen var Chincaindianerne som jagtede den for dens kød og pels. Da Inka-folket besejrede dem, blev chinchillaen et krigsbytte. De eneste der måtte bære pelsen var højt ærede Inkaer. Der blev dog ikke ført noget rovdrift, og der fandtes stadig mange chinchillaer i bjergene.
Europæerne og Chinchilleros
Først i 1500-tallet fik den vestlige verden kendskab til den utroligt bløde chinchillapels, da spanierne tog den med sig hjem fra deres togter til Sydamerika. Pelsene blev givet til kongelige, men var ikke specielt populære, først i 1700-tallet kom pelsene på mode. På denne tid fandtes der masserer af chinchilla jægere, de såkaldte Chinchilleros. Interessen for pelsene var stigende over de næste århundrede, og der blev eksporteret over en million skind fra vilde chinchillaer til vesten.
Chinchillaer i fangenskab – ikke det letteste?
I begyndelsen af 1900-tallet var situationen så alvorlig, at regeringen i Sydamerika var tvunget til at stoppe for jagten. Til sidst forbød man alt jagt på chinchillaer, og man opmuntrede i stedet folk til at forsøge sig med at opdrætte dem i fangenskab. Mange forsøgte at tage chinchillaer ned fra Andesbjernene, for at holde dem i fangenskab, med i langt de fleste tilfælde gik det ikke særlig godt, og forsøgene mislykkedes.
Mathias F. Chapman og de 11 chinchillaer
Chapman var en amerikansk guvanør, som i 1918 fik besøg af en indianer, der havde en lille chinchilla med sig i et bur, han ville sælge. Chapman købte chinchillaen og blev meget fascineret af det lille dyr. Han begyndte at studere dem nøjere, og udviklede en plan for at skaffe et antal dyr til USA. På dette tidspunkt, fandtes der ikke mange chinchillaer, og mellem 1919 og 1922 lykkedes det Chapman at få fat i 11 chinchillaer.
Nu skulle det bare lykkes at få dem ned fra bjergene, og siden hen få dem med til USA. Chapman gav sig god tid til nedstigningen, og ved behov køledes dyrene ned med is, for at de ikke skulle tage skade af klimaforandringerne. Samtidig forsøgte han at få tilladelse til at tage chinchillaerne med sig hjem. Efter et afslag, fik han til sidst tilladelsen.
Ham kom frem til USA den 21. februar 1923 og startede sin første chinchillafarm. Der opstod en del problemer, men til sidst, efter han havde forsøgt at bygge bure, som mindede om deres naturlige miljø, begyndte det at gå bedre.
Efter Chapman
Efter Chapmans død startede flere farme i både Nordamerika og Europa. Man importerede endda flere chinchillaer fra Sydamerika, for at være specifik 132 dyr til USA og 40 til Norge. Disse avledes ind i de tidlige chinchillafarme, men på trods af det, kan alle chinchillaer stadig spores tilbage til Chapmans oprindelige 11 dyr.
Det var først efter Anden Verdenskrig, chinchillaen begyndte at blive spredt ud til resten af Europa, og I 50’erne blev der etableret farme i flere europæiske lande, blandt andet Sverige og Danmark. Det var først i 60’erne at chinchillaerne begyndte at blive solgt som kæledyr til en fornuftig pris (ca. 1000 kr i USA), frem for de 30.000 kr et par kostede, bare et par år tidligere.
